Og vinderen er

Appetitten for politiske forudsigelser og fortolkninger er tilsyneladende umættelig i USA. Medier og kommentatorer står i kø for at spytte postulater ud om, hvad morgendagen bringer. Ofte ganske underholdende. Sjældent godt håndværk. Imens gør socialvidenskaben indtog i kampagnerne og giver alle andre baghjul, når det kommer til at spå om fremtiden.​

Forrige tirsdag kunne Obama-­‐lejren løfte armene over hovedet og slippe begejstringen løs til lyden af Bruce Springsteens valgsang ’Forward’. En lang sej valgkamp, 35 milliarder brugte kampagnekroner, og Obama havde fået ’four more years’.
 

Glæde og lettelsen var stor hos Team Obama. Ikke mindst blandt de flere tusinde frivillige, der var blevet inviteret til den stort anlagte valgfest på McCormick Place i Chicago.
 

Imens gæsterne omfavnede hinanden og hyldede deres nyvalgte præsident, sad en hær af pressefolk og prøvede at gennemtygge valgresultatet. Interimistiske telte, massive langborde, et main-­‐rise med tv-­‐journalister, der mest mindede om pit lane til et formel 1-løb, og et nedbrudt internet udgjorde kulisserne for et enormt forklaringsinferno.
 

Sejren var der aldrig tvivl om. Fokus for analysekaosset var noget helt andet. Hvorfor havde Obama vundet? Forudsigelserne tid var forbi. Nu var det tid til fortolkning. Den ene amerikanske folkesport havde afløst den anden.

Et snapshot af et af de mange ’press-pits’ til Obamas valgfest.

Meningsmåling om meningsmålinger
I USA er appetitten på forudsigelser og fortolkninger tilsyneladende lige så stor som menuerne på fastfood-­‐restauranterne. I iveren på at tilfredsstille vælgernes sult efter hurtig, letfordøjelig information, står medierne i kø for at spytte postulater ud om, hvad morgendagen bringer.


For de politiske nørder er det et sandt slaraffenland. Ikke én dag i valgkampen uden en ny måling og tilhørende spekulationer om et fremtidsscenarium. Gerne 30-­40 forskellige målinger om dagen, når valgdagen står for døren. Alt bliver målt og vejet. Selv meningsmålingerne bliver der målt på.

 

The Hollywood Reporters, Tim Goodman, advarer på valgaftenen imod at spøge med mængden af målinger.

Tallene står dog sjældent for sig selv. De skal forklares og fordøjes for vælgerne. Kompleksreduktion er nødvendigt, førhen vælgernes politiske hjerne fungerer. Noget, der giver grobund for en del vittigheder om vidensniveauet i det amerikanske.

For medierne giver forudsigelser og fortolkninger bl.a. kant, indhold og seere/brugere. Vælgerne får tiltrængt simplificering og tilfredsstillet deres forklaringssult, mens kommentatorerne får medietid og leverer ’perspektiv’. En ren win-­‐win situation. 
Altså lige bortset fra den tilstræbte sandhed, der til tider bliver udsat for noget af et skamridt.

Sulten efter simplificering giver nemlig en udpræget tendens til hurtige, spøjse og letfordøjelige forudsigelser, fortolkninger og såkaldte årsagssammenhænge. Langt fra alle tolkninger kan tåle dagens lys. Men underholdningen er ofte i helt i top.

 

Men hvordan gik det så i det amerikanske? Hvem kan sige, ’se hvad jeg sagde!?’ Og hvem skal finde en (bort)forklaring på sin (mangelfulde) fortolkning?

The Redskins Rule
Lad os starte med at tage et kig på den mere sjove ende af ’the prediction scale’. Hver (typisk) søndag aften sidder millioner af amerikanere klistret til skærmen, når der er kick-­‐off til amerikansk foldbold. Én kamp har særlig interesse for West Wing-­‐folket og resten af K-­‐street ensemblet; Washington Redskins sidste hjemmekamp inden præsidentvalget. Hvis hjemmeholdet fra Landover, Maryland trækker sig sejrrigt ud af kampen, så får den siddende præsident endnu en tørn på posten. En regel, der stort set har holdt stand siden 1937. Lige indtil forrige søndag, hvor et nederlag til Caroline Panthers blev fulgt op af en sejr til Obama. Så døde ’The Redskins Rule’.

Hyggefilm eller tåretriller
I stedet for at vente på den første tirsdag efter den første mandag i november for at finde frem til, hvem der vinder præsidentvalget, så kan man blot spole tiden tilbage til februar måned. Blikket skal rettes mod Hollywood og Oscaruddelingen. Mere specifikt vinderen af årets bedste film. Hvis denne film ender ’downbeat’, så taber den sidende præsident. Ender den derimod med at ’systemet virker’, fx at den onde bliver straffet, de uskyldige ofre bliver reddet osv., så genvinder præsidenten embedet. Om det var derfor, Clint Eastwood blev kaldt til undsætning af GOP skal være usagt.

Afslutningen på årets bedste film til Oscar-uddelingen fortæller os måske mere end blot en god historie.

Halloween-masker
Præsidentvalget falder få dage efter Halloween, hvor bybilledet stadig er bemandet af Nixon- og Clinton-kloner. Ifølge Buycustomes.com kan valgets vinder forudsiges alene på antallet af solgte halloween-masker. Mottoet er; én maske, én stemme. En konkurrence som Obama vandt med et par procent, ligesom valget. Forudsigelsen har holdt stik siden 2000. Så måske skulle republikanerne bruge en del af reklamebudgettet i 2016 på masker.

Lyt til de unge
I USA kan du ikke stemme til præsidentvalget, før du er fyldt 18 år. Alligevel kan det give god mening at lytte til de unge. Ikke mindst ’The Scholastic Student Vote’. En uformel valghandling foretaget af børnebogsforlaget Scholastic, der siden 1940 15 ud af 17 gange har peget på den endelige vinder. I år deltog omkring 250.000 unge på tværs af USA med Obama som vinder med 51 procent af stemmerne.

Shooting hoops
Cleveland, Ohio. Pittsburgh, Pennsylvania. På valgdagen fortsatte Romney sin utrættelige kamp for præsidentposten med endnu et par ’victory rallies’. Imens brugte Obama bl.a. tiden på at spille basketball. Hvorfor? Overtro. Hver gang Obama har spillet basket på én valgdag, så har han trukket sig ud som sejrherre. Den 8. januar 2008 blev der dog ikke tid til det, og så tabte Obama primærvalget i New Hampshire til Hillary Clinton. Det blev i øvrigt til en sejr på banen for Obamas hold i år. Godt hjulpet på vej af en ganske ferm POTUS.

POTUS viser sine evner på basketbanen.

Bushs brain(fart)
Ovenstående skal ikke tages for meget andet, end det er. Nemlig god underholdning. Det var dog ikke kun i den lette ende af ’the prediction scale’, vælgerne fik serveret alternative forudsigelser.

Kampagneguruen og ’Bushs brain’, Karl Rove, fik virkelig ørerne i tidsmaskinen på valgaftenen. Som der fortsat står skrevet på hans blog:

”I predict Mr. Romney will win FL (29), NC (15), VA (13), NH (4), OH (18), IA (6), CO (9) and Mr. Obama will get MN (10), NV (6), WI (10), MI (16), PA (20). This brings Mr. Romney to 285 Electoral College votes and Mr. Obama to 253”. 

Sådan gik det ikke helt. Men Rove følte ikke behov for at anerkende fakta. I stedet fastholdt han sin egen tolkning til langt ud på valgaftenen. Spænding om valgresultatet var der ikke meget af, men underholdningen var helt i top på Fox News.



Sådan gik det ikke helt. Men Rove følte ikke behov for at anerkende fakta. I stedet fastholdt han sin egen tolkning til langt ud på valgaftenen. Spænding om valgresultatet var der ikke meget af, men underholdningen var helt i top på Fox News.



Megyn Kelly til Karl Rove: "Is this just math that you do as a Republican to make yourself feel better or is this real?"

Også Bart Simpson måtte forholde sig til Karl Roves forudsigelser.

Mr. Lifestyle Marketing
Det var dog ikke kun i Bush-dynastiet, der blev skudt med løst krudt. Bill Clintons tidligere rådgiver og betroede, og tilsyneladende ærkekritiker af Hillary Clinton, Dick Morris, havde også den helt store lottokupon med i byen. Ifølge manden, der introducerede lifestyle marketing i politik, ville Romney lande solidt på 325 valgmænd.

”Yup. That’s right. A landslide for Romney approaching the magnitude of Obama’s against McCain. That’s my prediction. On Sunday, we changed our clocks. On Tuesday, we’ll change our president”, skrev Morris dagen før valget.

Dataoraklet Silver
Det var dog ikke alle, der kom galt af sted med forudsigelserne. En fyr fra Michigan ved navn Nate Silver blev post-election day’s helt store stjerne. Endnu engang lykkedes det nemlig dataoraklet at forudsige valgets sejrherre.

Bloggeren fra New York Times’ http://fivethirtyeight.blogs.nytimes.com, ramte alle 50 stater korrekt og overgik dermed sine forudsigelser fra 2008, hvor ’kun’ 49 ud af 50 var lige på kornet. Fra at være kendt i politiker- og baseballkredse er han nu, hvad der minder om et husholdt navn i de amerikanske hjem.

Nate Silvers forudsigelser sammenlignet med det endelige valgresultat.

Sammenhæng vs. årsagssammenhæng
Nate Silver gør det, som mange andre ikke gør. Han forholder sig alene til statistisk data, ud fra matematiske principper, og så undgår han forudsigelser, han ikke har belæg for at ytre. 

Hans metode er egentlig ganske banal, men tilsyneladende også helt unik. Groft skitseret tager Nate Silver et vægtet gennemsnit af andre målinger, og fremskriver det med en række forhold, herunder hvor valide de forskellige målinger har været hidtil, og så spytter hans regneark sandsynlighederne ud. Ikke så meget hokus pokus, men ganske effektivt.   

Medieinfo vs. kampagnedata
Nate Silvers metode peger på én af de mest interessante ting ved det netop overståede amerikanske præsidentvalg. Mediernes og partiernes forskellige brug af meningsmålinger, identificering af årsagssammenhæng og deres videnskabelige grundlag.

Almindelige meningsmålinger kan nemlig kun pege på en sammenhæng. Ikke en årsagssammenhæng. Derfor bruger kampagnerne fx paneldata og survey-eksperimenter, for at finde brugbar data, mens medierne, med deres klassiske repræsentative meningsmålinger, til tider er overladt til kvalificeret gætteri, når trends skal afdækkes.

Men det fraholder hverken amerikanske medier eller kommentatorer fra at forudsige og fortolke på tvivlsomme tal. Det sker som en naturlig konsekvens af flere faktorer. Fx at vi alle ønsker at forstå og forklare. Årsagsforklaringer kommer i højsædet også selvom det medfører fejlagtige ræsonnementer. På den måde skabes der en kløft mellem mediespekulationer og reel indsigt. Noget som Sigge Winther Nielsen tidligere har beskrevet

Partiernes videnskabelige grundlag har i USA givet medier og kommentatorer absolut baghjul i deres evne til at forudsige og fortolke.

 



Kampagnernes brug af adfærdspsykologer og det akademiske miljø, for at finde de rette formler til at påvirke vælgerne, er imponerende. Aldrig før er databaseret beslutningstagen blevet vægtet så højt. Obama-kampagnen havde mere end 50 mand allokeret til dataanalyse opgaven og ligeledes tilknyttet et consortium of behavioral scientists. Glemt alt om ’soccer moms’. Vidensniveauet er langt mere detaljeret og sofistikeret. En trend der i øvrigt for alvor blev sparket i gang af Rick Perry.

Hurricane lift
Da Romneys momentum i meningsmålinger pludselig stoppede skulle medierne finde en forklaring prompte. Var der tale om et hurricane lift for Obama på grund af orkanen Sandy? Havde guvernøren fra New Jersey Chris Christie foræret Obama sejren ved at rose hans indsats? Betalte Romney nu prisen for sin ’47 percent’ bemærkning?

Forklaringer var der nok af. Fælles for de fleste var de byggede på helt klassiske, traditionelle meningsmålinger. Målinger, der alene giver et her-og-nu billede af vælgernes sindstilstand, men som intet siger om kausalitet. Her er de tro følgesvende kvalificerede gæt.




Derfor så vi også flere forklarings- og forudsigelseskiksere end strikes under vejs. Samtidig har statistik og matematik ikke et politisk tilhørsforhold, hvilket til tider står i ganske klar kontrast til mavefornemmelser hos valgeksperter.  Og da valgkampagner i stigende grad bevæger sig below-the-line, bliver det endnu sværere for ’the pundits at afkode’, hvad der er op og ned. Kampagnedækningen risikerer at blive ringere. Måske direkte fejlagtig. Hvilket igen kan have indflydelse på vælgernes ageren i stemmeboksen. Især hvis man tror på, at momentum påvirker valgresultatet.
 
Spil for galleriet
Men hvorfor fastholdt flere republikanere så, at en sejr var inde for rækkevidde, hvis de havde bedre tal, og de kunne se at sejren var long gone? I USA mødte jeg især to forklaringer i de republikanske kredse.

En valgkamp handler meget om momentum. Når man først siger, løbet er kørt, så er løbet ofte kørt. Republikanerne var nødt til at holde fanen højt. Pennsylvania var aldrig rigtig i spil, men GOP var nødt til at spille på alle heste.

For det andet, så er der den gruppe af republikanere, som mener at Neil Newhouse, Romney’s pollster, ikke havde gjort sit forarbejde godt nok, og der var for mange kokke i køkkenet.

Det væltede ind med målinger fra højre og venstre. Ingen havde taget styring og overblik over tallenes meget varierende validitet. Positive tal blev ofte holdt op som absolutte sandheder, selvom metodikken var tvivlsom. Fx var der efter sigende stor intern diskussion omkring vurderingen af stemmeprocent blandt særlige samfundsgrupper. Noget, som viste sig afgørende for udfaldet af valget. 



Rene søforklaringer
Hverken Oscaruddelingen eller The Redskins Rule siger rigtig noget om noget som helst. Måske bortset fra hvordan Redskins spiller og ikke mindst, hvem de spiller imod.

Gummimaskerne og ungevalget har marginalt mere kød på sig. Måske siger de noget om populariteten blandt befolkningen – eller latterliggørelsen, når det kommer til Halloween. Obamas hang til basket siger måske noget om, hvor vidt han har overskud eller ej. Hvis vi nu skal tolke.


 

Og så er der alle mavefornemmelserne, som bestemt kan være både rigtige og interessante. Ikke mindst når de bygger på solid erfaring og indsigt. Men blindt at bruge nogle af disse såkaldte datakilder og årsagssammenhænge til at forudsige og fortolke er ret så håbløst.



2016 here we come
Vil noget så ændre sig i 2016? Formentlig ikke. Partiernes evne til at afkode adfærd vil være endnu bedre. Socialvidenskabens indtog i kampagner vil om muligt være endnu større. Imens vil medierne fortsat, helt forståeligt, bruge deres knappe ressourcer på at tilfredsstille kravet om konstant nyhedsproduktion, hvor traditionelle meningsmålinger er værktøjet, og kommentatorerne vil fortsat have frit lejde til forudsigelser og fortolkninger, der i bedste fald er ligegyldige og i værste fald kan skævvride det reelle, politiske billede.



Måske ét vendepunkt kan være, at online målinger havde den bedste hitrate ved det overståede valg. Fremtiden for forudsigelse og fortolkninger kan derfor se billigere og dermed bedre ud. Det forudser jeg dog ikke. Men jeg har ingen data på det. Det er alene et kvalificeret gæt. 


 



P.S. Nate Silver havde faktisk én enkelt svipser, men den lader vi stå uskrevet.